Restaurant Flammen – Testfamilien
BabyAmuse Wood, Else Orange Muisikugle og Fly Owls Babyuro

Restaurant Flammen

Hos testfamilien.dk har vi fået lov at anmelde den ene af de nuværende 9 restauranter, som findes i restaurantkæden Flammen.

image1 

Historien om Restaurant Flammen

Restaurant Flammen er en dansk, familieejet restaurantkæde med 9 restauranter i Danmark – og der er flere på vej!

Restaurant Flammen stammer oprindeligt fra Sønderjylland, hvor idéen hertil opstod i 1996. Idéen til konceptet startede op lidt tilfældigt på den familieejede kro, Fole Høkerkro. Kroen lå placeret oven på en gammel købmandsforretning og var oprindeligt hjemsted for vinsmagninger og småretter hertil. Interessen for vinsmagningerne skulle vise sig at være større, end familien selv havde forventet, og der måtte udvides og i samme ombæring gøre kroen til en rigtig spiserestaurant. I forbindelse med skiftet til en rigtig spiserestaurant var familien velvidende om, at de ville drive en lidt anderledes restaurant – nemlig en restaurant med en stor grillbuffet, hvor alle gæster kunne få tilgodeset deres ønsker og blive mætte!

I dag er Restaurant Flammens restauranter placeret flere steder i landet, hvor den første åbnede i 2009 i Kolding. Værdierne på Restaurant Flammen stammer alle fra Fole Høkerkro, hvor en stor grillbuffet med mad fra de bedste råvarer og visioner om, at alle gæster skal gøres tilfredse, fortsat bæres videre.

 image2

Booking af bord

Man finder nemt bookingknappen på hjemmesiden www.restaurant-flammen.dk oppe i højre hjørne og vælger den af deres 9 restauranter, man ønsker. Derefter vælges dato og tidspunkt. En ting, som særligt kan fremhæves er, at man, når man har valgt antal, dato og tid, får mulighed for at til vælge, om man vil have flag ved bordet, om man er dårligt gående, om man er kørestolsbruger, om man ønsker højstol eller velkomstdrink. Allerede her får de et plus i bogen, da der så allerede på forhånd er styr på disse ting, når man ankommer til restauranten. Testfamilien fik booket vores bord, og næsten i samme sekund lå der en bekræftelse i mailboksen og en på sms.

Om oplevelsen fortæller Mie og Thomas:

Ankomst til restauranten

?Vi bestilte bord til en lørdag aften kl. 17:30, da vi tænkte, at det så passede med, at maden var klar til cirka kl. 18, og ungerne som regel er sultne på det tidspunkt. Det var heldigt, at vi havde bestilt bord, for vi var absolut ikke de eneste, der havde fået denne ide. Vi måtte derfor også stå cirka 10 minutter og vente på, at vores bord blev anvist, og det kan selvfølgelig godt virke som lang tid, når man har et barn på 2 år med, men det gik, og vi blev taget pænt imod af de smilende tjenere og fik anvist et bord i et roligt hjørne af restauranten.?

image3 

Bestilling

?Tjenerne startede med at sætte os ind i den omfattende menu af kolde såvel som varme retter, som vi kunne betjene os med.

 Vi fik hurtigt bestilt drikkevarer, og da konceptet går ud på, at der er én stor buffet til alle, så var det bare at gå i krig. Der var som følge af, at restauranten var rigtig godt fyldt, en god kø ved kødet, så der måtte man lige vente cirka 5 minutter, før det blev ens tur til at få kød på tallerkenen. Der var god plads om salatbaren og tilbehørsområdet. ?

 Maden

?Mændene (2 stk.) i selskabet var VILDE med den grill; et hav af grillede stykker kød, som spændte lige fra det lækreste, grillede krondyr til en smagfuld simregryde, over lækre argentinske, grillede pølser. Klassikere som mørbrad og spareribs var også repræsenteret på den flotte grillmenu. Der var også lasagne og diverse pastaretter samt masser af kartofler, så der var noget for enhver smag.

Til alt det perfekt tilberedte kød var der en flot, stor og velsoigneret salatstand med alt, hvad man kunne tænke sig til af tilbehør.

At få fyldt sin tallerken er jo som bekendt én ting; smagen er jo en helt anden. Og dér skuffede Restaurant Flammen absolut heller ikke! Her bliver der sat en ære i at lave meget mad på den absolut bedst tænkelige made. Man kan godt have en forudindtaget holdning omkring, at det skal gå stærkt, og at kvaliteten måske godt kunne halte lidt som følge deraf. Men det gør den ikke. De løfter opgaven flot, effektivt og smagfuldt. Og det er bestemt til en overkommelig pris, hvor alle kan være med.?

image5

Desserten:

?Selvom vi var meget mætte, blev vi enige om, at vi alligevel skulle prøve en dessert. Ungerne skulle have hver en særlig børneis, mor en gammeldags æblekage og far en creme brulee. Desværre fik vi os her en lidt kedelig overraskelse, idet restauranten var løbet tør for børneis (som kommer i et smart, lille bæger med ansigt på, og som vises i tre forskellige farver i dessertmenukortet).

 image18

Da ungerne allerede på forhånd havde udset sig hvilken farve børneis, de ville have, blev tjeneren ikke særlig populær, da han kun kom ned med en enkelt børneis og ellers måtte melde udsolgt. Eftersom vi var der en lørdag aften, og bestemt ikke var de eneste på restauranten med børn, så var det lidt ærgerligt, da vi nok ikke var de eneste, han ville komme til at skuffe den aften. Han fik dog hurtigt reddet den ved at lave en særlig børneis til Anna bestående af vaniljeis og flødeskum i et fint ?voksenglas?, og så var alting godt igen. Desserten smagte fremragende.?

Konklusion: Alt i alt en fremragende restaurant, som bestemt til hver en tid kan anbefales!

Når vi tester på testfamilien.dk, fokuserer vi på kriterier som nytteværdi, kvalitet og pris og vurderer disse ud fra meget god, god, middel, mindre god og dårlig.

I dette tilfælde er vi kommet frem til:

Nytteværdi: God. Mad har alle glæde af. Og når så indtagelsen foregår i dejlige, hyggelige omgivelser, så er det bestemt et plus. Næste gang, vi skal spise på Restaurant Flammen, tror vi ikke, at vi vil tage børnene med. Og det er alene ud fra den betragtning, at vi de ikke er tålmodige til at sidde så længe, som vi gerne ville på denne type restaurant. Vi ville gerne gå mange gange og smage det lækre udvalg, men når man er 2 og 6 år, så forstår man ikke helt glæden ved dette.

Kvalitet: Meget god. Det var absolut de fineste råvarer, vi havde med at gøre, så kvaliteten kan vi ikke sætte en finger på. Man kunne selv vælge, om kødet skulle være rødt, medium eller gennemstegt, og de varme retter, som ikke var kødbuffet, var superlækre. Omgivelserne var i øvrigt utrolig hyggelige, og selvom restauranten var stor, så var der med små skillevægge skabt en hyggelig og intim stemning. Der var udsmykket med gamle ølskilte og koskind mv. på væggene, hvilket var hyggeligt at sjovt at sidde og kigge på.

Pris: God. Buffeten koster 199 kr. på hverdage og 219 kr. i weekenden. Dog skal drikkevarer og evt. dessert tilkøbes ved siden af. Vi blev dog hurtigt enige om, at børneprisen måske var en anelse for høj, i hvert fald når man har børn med i alderen fra 2 til 6 år. (Børneprisen er halv pris af voksenprisen – men børn op til 3 år spiser gratis).

image17

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

BabyAmuse Wood, Else Orange Muisikugle og Fly Owls Babyuro