Mystery Makers – Testfamilien
Mix & Go saft

Mystery Makers

Sammen med en håndfuld gode venner har vores testfamilie fra Nykøbing Falster en søndag i august besøgt Mystery Makers. På hjørnet af Hammerensgade og Bornholmsgade i det indre København er der en tilsyneladende tilforladelig dør; en dør ind til et univers, der lidt kækt kan kaldes for hverdagens Fangerne på fortet. Et sted, hvor man i dén grad udfordres og hurtigt opdager, at der skal tænkes hurtigt og taktisk.

Jacques fortæller:

?Alle var meget spændte og glædede sig til at prøve denne relativt nye form for aktivitet inden for underholdning. Indledningsvis blev vi (otte deltagere) stillet over for det valg, om vi ville udfordres som én samlet gruppe eller deles op i to og dermed konkurrere mod hinanden. Vi har alle sammen et stort konkurrence-gen, så sidste mulighed blev valgt, og vi fik en introduktion til, hvad den næste times tid ville bringe os.

 Billede 1 MM Billede 2 MM

Herefter gik den vilde jagt i gang for begge hold, hvor gåder skulle løses og spor eftersøges. Hvert hold havde 60 minutter til at løse den endelige kode, der ville give adgang til den nøgle, der åbnede døren mellem de to grupper. Holdene var sammensat således, at ikke alle kendte hinanden, hvorfor der lige skulle gå lidt tid, før samarbejdet var bygget op, men efter nogle minutter var team-ånden på plads, og de to hold ledte med lys og lygte efter alle tænkelige spor.

Billede 3 MM Billede 4 MM

De to hold, der var i to identiske rum, kom meget forskelligt fra start. Hvor det ene hold fandt mange spor til at starte med, var det andet lidt sløvere i optrækket. Som tiden gik, halede de dog ind på hinanden, og da det ene hold åbnede døren, mens det andet hold stod med nøglen i hånden, var henholdsvis glæden og frustrationen ikke til at overse! Heldigvis var der smil på alles læber, og snakken begyndte allerede at gå om, hvordan det havde været. Otte personer er lige på grænsen til, hvor mange man må være i rummet, og et par stykker mindre end det ville helt sikkert være at foretrække. Begge grupper havde perioder, hvor det var svært at komme videre med gåderne, og hvor der var brug for hints. De perioder føltes i nogle tilfælde meget lange og frustrerende, men det er helt sikkert en del af spillet og udfordringen. Efterfølgende over et glas fejrings-champagne gik historierne om, hvordan hver gruppe var nået frem til gåderne, mens der blev grinet og klappet på skuldrene. En af deltagerne havde fødselsdag, og for ham var det en helt fantastisk og rigtig sjov oplevelse. Det kan helt sikkert være noget man foretager sig på særlige mærkedage.

Alt i alt var det samlet set en helt igennem god oplevelse, og bestemt noget flere af deltagerne gerne vil prøve igen og anbefale andre. Især er det perfekt til virksomhedsarrangementer.?

Billede 5 MM Billede 6 MM

Alle vores tests og anmeldelser på testfamilien.dk bliver bedømt ud fra følgende kriterier: Lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratinger, som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.

I dette tilfælde bliver vurderingen:

Lege/nytteværdi: GOD. En rigtig god oplevelse! For MEGET GOD skulle der have været lidt mere udfordring – evt. også fysisk udfordring (mere hen ad Fangerne på fortet), men det har helt sikkert høj nytteværdi for personer, som kan lide at blive udfordret mentalt.

Holdbarhed og kvalitet: MEGET GOD. Det er en oplevelse, man tager med sig og husker på i lang tid. Vi blev taget rigtig godt imod og ført fint igennem spillet. Der manglede ikke noget.

Pris: MIDDEL. 250 kr. pr. person (før kl. 15) virker som et højt beløb for en times underholdning. Hvis det er for firmaer, er det måske okay, men for privatpersoner føles det i den dyrere ende – men helt sikkert en skæg fornøjelse.

Der er selvfølgelig en del hemmeligheder ved et rum fuld af gåder og mysterier, så billederne er derfor ikke taget af Testfamilien selv, men af fotograf Kim Wendt.

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Mix & Go saft