Vandlegeplads på Den Blå Planet
I august måned åbnede en ny vandlegeplads på Den Blå Planet, og vi var så heldige at være inviteret med til indvielsen.
Desværre var vejret ikke så godt, så det blev ikke til rigtig vandplaskeri i badetøj. Men en varm sommerdag havde den store fisk været helt perfekt til at plaske rundt i og blive afkølet lidt!
De fleste børn ELSKER jo vand, og så gør det ikke noget, at det småregner lidt, eller at der er en sky på himlen. Anna og Magnus gik straks i gang med at udforske den store, flotte legeplads, som er udarbejdet med fokus på fysisk aktivitet og samarbejde.
Der findes f.eks. en Arkimedesskrue, som er en maskine, der siden det 3. århundrede f.Kr. er blevet benyttet til at pumpe vand op fra lavereliggende niveauer.
Så der blev givet fuld gas med pumper og sluser!
Man behøver som sagt ikke at medbringe skiftetøj, da vandlegepladsen ikke lægger op til, at du bliver våd.
Der er også kommet en superfed almindelig legeplads med klatrestativer, armgang og rutschebane. Den fik vi slet ikke prøvet i denne omgang, da selve vandlegepladsen var så sjov og spændende, at ungerne ikke var til at drive derfra.
Først da vi lokkede med at gå ind og se på hajer og rokker inden for på Den Blå Planet, kunne vi få lokket dem med videre.
Vores vurdering bliver følgende:
Nytte/legeværdi: De fleste unger NYDER at få lov at plaske med vand, og der kan gå mange timer blot med at udforske den fine, nye vandlegeplads. Vi giver det derfor vurderingen GOD.
Pris: Børn under 3 år er gratis, børn mellem 3-11 år koster 95 kr. og voksne koster 169 kr. En dag i Den Blå Planet vil for de fleste familiers vedkommende være en heldagstur, og man kan sagtens få mange timer til at gå. Med den nye legeplads er der bare kommet endnu mere underholdning og afveksling for de små, og derfor får du nu endnu mere for pengene. Vurderingen bliver derfor GOD.
Ingen kommentarer endnu