Precious Toy – Testfamilien
Familiegaver

Precious Toy

Vores gæstetester Maria har i samarbejde med sin baby Elliott testet Cheeky Chompers Necker Chew, Comfort Chew og Soft Ball fra Vulli/Sophie la Girafe. Hun har modtaget testen fra Precious Toy.

Maria fortæller:
“Denne test er helt perfekt til vores lille tut! Elliott på 5,5 måneder er først og fremmest i den fase, hvor ALT skal i munden. Derudover er han i gang med at få sine første tænder i undermunden, så han søger konstant noget, han kan proppe i munden for lindring og stimulation.

Elliott undersøger alt med sin mund og emner, der indeholder stimuli i form af bideringe osv., er derfor rigtig relevant for ham.
Som sagt blev jeg rigtig glad for at modtage denne test. Jeg blev desuden meget positivt overrasket over, hvor god kvaliteten af Cheeky Chompers produkter er!
Necker Chew:
En dobbeltlags savlesmæk med en påsat bidering formet som en trekant. Bideringen er af medicinsk silicone og er derfor meget behagelig for de ømme gummer at tygge i. At savlesmækken har to lag gør, at den ikke bliver så hurtigt gennemvåd som så mange andre smække. Den er vendbar og består derfor af to forskellige designs. Den kan derudover vaskes på 40 grader. Necker Chew koster 179 kr.
FullSizeRender_2
De første par dage forstod Elliott ikke så meget af savlesmækkens funktion. Han havde den på ligesom hvilken som helst anden savlesmæk. Jeg præsenterede ham derfor op til flere gange for bideringen. Når jeg gav ham den i munden, kunne jeg se, at han syntes, den var spændende, men hvis han tabte den, tænkte han ikke videre over det. Første efter 4-5 dage begyndte han at undersøge den selv. Det blev derefter meget tydeligt, at når han søgte noget at komme i munden, så valgte han sin savlesmæk, eftersom den altid var lige ved hånden. Den virker rigtig stimulerende for ham og er nem at holde fast i. Han er lige nu i den fase, hvor han kaster rundt med tingene, men denne her kommer han ikke så let af med – SMART!
Designet er pænt og anvendeligt til garderoben, og med den vendbare funktion på savlesmækken bliver den lidt mere alsidig. Jeg er personligt vild med det neutrale og blev derfor rigtig glad for at se den hvide side af smækken. Den grønstribede side kan man derimod bruge til at friske et dæmpet outfit op med.
Smækken bliver på ingen måde gennemvåd, og Elliott savler MEGET! Vi har vasket den en del gange efterhånden, og den er stadigvæk lige så fin som ny.
Cheeky Chompers Comfort Chew:
Er primært en nusseklud. Dog indeholder den en række andre funktioner, der gør der yderst anvendelig. Den har en bidering påsat, også i medicinsk silicone. Der er desuden små taggies, som er spændende og aktiverende for de små at nusse med. Den er blød og plysset på den ene side, hvilket gør, at baby også kan putte med den. Sidst, men ikke mindst der er en elastikstrop, som kan fastgøres til barnevognen, autostolen eller barnets håndled. På den måde mister man den ikke, og den er altid lige ved hånden.
Cheeky Chompers Comfort Chew koster 229 kr.
FullSizeRender_1
Den var jeg på forhånd lidt mere skeptisk med. Elliott har sin elskede nusseklud ‘Geo’ fra Sophie La Giraffe, og den er det ENESTE, der duer. Jeg vidste derfor på forhånd, at det ikke ville blive sådan en putte/trøsteklud for ham. Desuden synes jeg måske også, der sker lidt for meget på den til, at den får en beroligende effekt i praksis. Når Elliott bruger eller har brug for sin bidering, så er det ikke i en sovesituation. Hvis jeg giver mig til at stimulere hans gummer der, kører han sig selv op, og derfor har han ingen mulighed for at samle sig om søvnen.
Vi brugte den derfor mere som et stykke legetøj eller en ting, vi havde med på farten. Jeg er vild med den elastikstrop! Jeg har ikke tal på, hvor mange ting, vi har mistet, fordi de bliver kastet ud af barnevognen. Jeg satte derfor nussekluden fast på hans håndled, og det fungerede rigtig fint. På den måde kunne han bruge bideringen, når han havde lyst, uden hele tiden at være afhængig af, at man gav det til ham.
Soft Ball fra Vulli/Sophie La Giraffe:
En farverig kugle i siliconenet med en raslekugle indeni. Denne Soft Ball koster 129 kr.
FullSizeRender
Det bedste ved denne bold er, at nettet gør, at baby kan gribe rigtig godt om den. Faktisk blev det Elliotts foretrukne legetøj. Han er vild med lyden og synes, den er rigtig sjov at forsøge at komme i munden. En negativ ting kunne være, at eftersom at Elliott hverken kan kravle eller komme rundt, så triller bolden ofte væk fra ham, og det er meget frusterende for ham 😉 På den anden side kunne det måske en dag virke motiverede for ham at få fat i den igen.
Vi bruger den oftest i badet. Der forsvinder den i hvertfald ingen steder hen 😉 “
Alle vores tests på Testfamilien.dk bliver dømt ud fra følgende kriterier: lege/nytteværdi, holdbarhed, pris og kvalitet. Vi bruger 5 ratings som spænder fra MEGET GOD, GOD, MIDDEL, MINDRE GOD og DÅRLIG.
I dette tilfælde bliver vurderingen:
Nytteværdi: MEGET GOD. En lille baby har om nogen brug for bidering, aktivering og stimuli.
Holdbarhed: MEGET GOD. Jeg synes, at alle tre produkter virker til at have en rigtig fin holdbarhed og er relevant for Elliott en del tid endnu.
Pris: GOD. Jeg synes, prisen for disse tre ting er rigtig fair. Cheeky Chompers er kommet op med noget super genialt, og det vil jeg gerne betale for. Måske kunne man godt finde en Soft Ball til billigere penge, men igen: Sophie La Giraffe går man aldrig galt i byen med.
Kvalitet: MEGET GOD. Alle tre ting virker til at være toplækre produkter! De er pæne og i rigtig gode materialer.

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Familiegaver